You are not wrong, who deem. That my days have been a dream;

Jeg har aldrig rigtig læst Edgar Allen Poe’s noveller, ikke rigtigt. Jeg aner ikke noget om hvorvidt han er god til at skrive uhyggelige historier der sender et gys ned gennem ryggen på en, det tænker jeg at han sikkert er. Det eneste jeg ved, og ved med sikkerhed. Det er at han kan skrive digte og at han virkelig kan skrive digte.

For dem har jeg læst igen og igen. Til et punkt hvor jeg nu kan mange af dem udenad og jeg føler mig så heldig at mit hoved er fyldt med dem, for de er utroligt smukke og bevægende. Det er som at få sit sind indrettet med skønhed og poesi og man kan altid have dem med en, hvorend man går hen. Det er ikke en eller anden bog der ligger i samler støv et sted. Det er blevet til en del af en selv.

Ligesom så mange andre af de bedste, så endte han livet fortvivlet, aldrig forstået, forladt og alene, i rendestenen. Hvilken smerte han må have levet igennem, som fik ham til at skrive så smukke ord. Heldigvis var det ikke for ingenting. 

Her er to af mine yndlings digte.