Tonight i can write the saddest lines.

Pablo Neruda. Den gamle kommunist og romantiker. Poeten, kunstneren og politikeren, men som han dog kunne skrive og elske. Jeg opdagede et af hans digte ved en tilfældighed, og lærte dermed en verden af lidenskab og kærlighed som jeg aldrig havde stødt på før at kende.

Hans digte knuste mig og rørte mig dybt. Slog benene væk under mig, i en tid hvor jeg havde brug for at få slået benene væk under mig. Fundet af ham kick startede en poetisk renæssance i mig. Satte gang i en ny kærlighed og i en ny fortryllelse. Gav mig lysten til at skrive tilbage.

Når jeg er nede, læser jeg hans digte, og de styrker mig. Når jeg er ovenpå, giver de mig den inspiration som jeg søger, det mod jeg mangler. Når jeg er alene kan jeg recitere hans digte inde i mig selv og det er som at blive indhyllet i en fantastisk skønhed. Det kan føles som om han har skrevet de ord som jeg altid har haft indeni mig, men som jeg aldrig har kunnet få ned på papiret.

Han lærte mig ikke at være bange for mine egne følelser, men at bruge dem, at skrive om dem, at få dem ud til andre, at dele dem. På den måde lærer man dem nemlig at kende, når man skriver, lærer man ting om sig selv, ting som man ikke vidste, og det er derfor det at skrive, for mig er noget af det vigtigste man kan gøre med sit liv.