The best often die by their own hand.

Så nåede vi til ham. Gode gamle hank. Charles Bukowski.

Som ung læste jeg hans roman Post Office, og faktisk sagde den mig ikke noget. Så kunne egentlig let havet droppet ham, men jeg blev ved med at høre hans navn blive hvisket i krogene. Så fast besluttet på at finde ud af hvad fanden det var alle hviskede om, gav jeg ham en chance til og læste hans roman Ham On Rye, og kunne virkelig se at her var noget helt specielt. En komplet ubesværet måde at skrive på. En følsomhed som ikke var tåkrummende, men mandig. Han tog alle de værste sider af sig selv og gjorde dem heroiske. Han var en enspænder og han ramte mig lige i mit enspænder hjerte.

Nogle tror at Bukowski er ludere, druk, slagsmål osv. Det er alt sammen bare det på overfladen. Nedenunder gemmer sig hans ømhed, og det er den ægte bukowski. Der var en der sagde det meget godt. At Bukowski er en perle fundet i bunden af en skraldespand.

Jeg læste alt Bukowski jeg kunne komme i nærheden af i mine start 20’ere. Jeg slugte det hele i løbet af et par år, men det var først da jeg nåede til hans digte, at jeg fandt min egen stemme gemt i en gammel mand. Bukowski var poet. Over alt andet var han først og fremmest poet. Det var jo i virkeligheden slet ikke romanerne, der var hans medium. Dem skrev han bare for at kunne leve, fordi der ingen penge var i poesi. Det var første gang, jeg læste digte, og ikke følte mig som en total idiot. Jeg kunne forstå dem, jeg kunne føle, hvad han følte. At læse hans digte var legende let. Det var ikke noget man skulle sidde og kæmpe sig igennem. Siderne vendte praktisk talt sig selv. 

Jeg har svært ved at forestille mig at jeg nogensinde ville have skrevet noget som helst uden Bukowski. Han sidder under huden på mig. Jeg har i årevis prøvet at vriste mig fri fra det aftryk, han har sat på mig, men uden held. Han er min.