Skal jeg sammenligne dig med en sommerdag.

Hvor skal jeg overhovedet starte, igen. Hvordan, hvorfor skal jeg overhovedet begynde på noget så tvivlsomt. Jeg kan ikke skrive en eneste linje om Shakespeare. Jeg kan ikke analysere noget af det, som han har skrevet. Jeg kan kun lytte til ham tale til mig gennem hans mange finurlige og rige karakterer.

Jeg kan dårligt nok forstå hvad det er der sker på siderne og hvorfor det igen og igen rammer mig sådan at jeg er nødt til at blive skrabet op fra gulvet bagefter. Så hvordan skulle jeg dog kunne videreformidle det. Det er så smukt at jeg næsten ikke kan bære det og der er kun så mange eller få måder at fortælle hvorfor noget er smukt, hvorfor noget er rørende. Det er det bare. Det er virkeligt for mig og alt andet er ligegyldigt.