Sergio Leone’s egentlige mesterværk.

Når jeg tænker på Once upon a time in America, så tænker jeg altid på rejsen, som jeg tager med karaktererne i filmen. Det føles for mig som om det er mine venner. Som om jeg var med dem dengang. Med dem på deres rejse. For hvem har venner som dem de havde da de var børn. Som dem, de voksede op og løb rundt i kvarteret med.

Kompleksiteten i karaktererne river mig med hver gang. Man er splittet imellem hvad man skal føle. Man vil så gerne holde med dem, men man er i konflikt med sig selv, om man nu også kan tillade sig at gøre det. Hvis man kan skrive karakterer der kan opføre sig som de gør, men hvor de samtidig finder sympati hos en, så har man fundet den rigtige formel.

Filmen gør Sergio Leone til den sande mester over dem alle. Jeg holder utroligt meget af andre gangster film som Goodfellas, Casino og Godfather filmene, men der er noget ved Once Upon A Time In America jeg ikke kan sætte min finger på. Noget som adskiller den fra de andre og sætter den i en liga for dig selv. Måske er det bare den følelse, som den giver mig, når jeg ser den. Den er mystisk følelsesladet, umådeligt intelligent skrevet, så stilfuld, så gennemført i alle detaljer.

Soundtracket er endnu et af Ennio Morricones mesterværker. Så rørene. Prøv engang at lyt.