Rejsen gennem sjælens tusmørkerum.

Jeg har besluttet mig for at skrive om nogle af de største filmskabere igennem tiden. Tidligere har jeg skrevet om Orson Welles, så jeg tænkte, at jeg denne gang ville bevæge mig lidt tættere på herhjemme og skrive om en af “the all-time-great’s” fra vores naboland, nemlig Ingmar Bergman. Som menneske var Welles måske større end sine film, og hans film større end livet, men Bergman… Bergman var menneskelig, han var den almindelige mands historiefortæller.

Det er længe siden jeg har set en Bergman film fra start til slut. Jeg kan stadig finde på at gå tilbage og se et klip eller to fra film som Ved vejs ende eller Lys i mørket, som er to af mine yndlingsfilm af hans. Jeg så mange af hans film i mine start tyvere. Jeg havde en Bergman periode dengang. Jeg havde intet internet, kun en computer med en masse film på, de lå sorteret i forskellige mapper. Der var mapper hvorpå der stod Woody Allen, Jean-Pierre Melville eller Jean Luc Godard, men der var også en mappe hvorpå der stod Bergman, og så var det bare at starte fra en ende af.

Hans film er ikke nemme at se, ikke fordi de ikke er fængende og interessante. Det kan godt være de er gamle, det kan godt være de er i sort hvid, men der er intet ved dem der ikke får en til a side ud på kanten af stolen, men de er ikke nemme at se fordi de taler til ens følelser, de får en til at tænke, til at føle. Det er svært at blive konfronteret med når man til tider bare gerne vil underholdes blindt, men det er trods alt de film som bliver hos en og Bergmans film overrasker gang på gang. De vil være med en resten af livet.