Oh, best little blade of grass.

Stephen Crane er en forfatter og digter, der har udviklet sig til at være en af mine favoritter igennem de sidste 2 år. Han døde kun 28 år gammel, men det han opnåede i sit korte liv blev et vendepunkt i amerikansk litteratur og en helt ny måde at skrive på.

Han er uforudsigelig og helt anderledes end alt andet jeg har læst. Det er tydeligt, at han har været revolutionær i sin tid. Der er ingen rim, ingen form, ingen gudsfrygt eller respekt. Han skriver med en overbevisning og en selvsikkerhed, som er uhørt i så ung en alder. Hans digte virker helt friske, samtidig tidsløse. Det er læresætninger, små næsten mytologiske historier og glemt visdom.

Han har ingen falske forudsætninger om den menneskelige sjæl, men viser den nøgen og blottet med alle dens fejl og mangler, og gør samtidig indsigten og ærligheden omkring de fejl og mangler til en heroisk dyd. Et sidste majestætisk råb om bekræftelse imod guderne. Det er utroligt forfriskende og opløftende læsning.