Menneskets søgen efter mening.

Sidst skrev jeg om Aleksandr Solsjenitsyn, der overlevede Sovjetunionens gulag fangelejre. Denne gang tager vi en tur til den modsatte ende af det politiske spektrum for grusomheder. Til Viktor Frankl og til hans tid i Nazi-koncentrationslejrene.

Viktor Frankl var psykiater og eksistentialist. Som jøde blev han sammen med sin familie sendt til koncentrationslejrene under 2. verdenskrig. Han var en af de få der overlevede lejrene, og alt imens udarbejde han det, der sidenhen skulle blive til hans filosofi og ideer om psykoterapi.

Frankls familie overlevede ikke koncentrationslejrene. Hans far døde i Theresienstadt. Hans bror og mor døde i Auschwitz, og hans kone døde i Bergen-Belsen. Ingen skildring, intet fotografi vil nogenlunde kunne gengive de rædsler som han og hans familie levede igennem. Så det kommer jeg ikke til at forsøge mig med her. Jeg vil i stedet skrive lidt om hans filosofi og tanker omkring menneskets søgen efter mening.

I koncentrationslejrene overværede han, hvordan de fanger, som formåede at holde fast i en mening med deres liv, selv set i lyset af den absurditet og grusomhed, som de gennemgik, havde en større chance for at overleve. Hvad end det så var kærlighed, religion eller noget helt tredje det kom til udtryk ved. Det overbeviste ham om at mening var det mest basale og fundamentale behov for mennesket. At hvis man har en mening i livet, så er man villig til at gennemgå enorme mængder smerte, lidelse, stress osv. uden at tage skade i samme grad som hvis man har mistet denne mening.

“We who lived in concentration camps can remember the men who walked through the huts comforting others, giving away their last piece of bread. They may have been few in number, but they offer sufficient proof that everything can be taken from a man but one thing: the last of the human freedoms — to choose one’s attitude in any given set of circumstances, to choose one’s own way.”

Frankl var også en fortaler for forkastelsen af kollektiv skyld og identitetspolitik i det hele taget. Han mente at den slags “dem og os” politik, var hvad der havde fået det 20’ne århundrede til at eksplodere i krig og ødelæggelse og at kuren til sygdommen skulle være mere af det samme, bare i den modsatte retning var noget som han forkastede dybt.

Jeg er enig med Frankl og i alt min research ind i koncentrations- og gulag fangelejrene gik det på et tidspunkt op for mig at det var mig selv der havde begået alle disse grusomheder. At der ingen forskel var på mig og så de mennesker. Den eneste forskel var – omstændighederne. Hvor vi var født, hvornår vi var født, hvilket navn vi var født under. Men på de egentlige egenskaber, de vigtige egenskaber, der ligner vi hinanden. Og når jeg kigger på billeder fra dengang, så er det mig selv, jeg ser. Jeg ser de mørkeste sider af min sjæl. Jeg ser de værste sider af den jeg er. Jeg ser min skygge.

Jeg tror det er vigtigt at kunne forstå hvad man kan blive til, under de rette omstændigheder, hvis man nogensinde skal have en chance for at se det komme snigende. Mennesker vælger ikke at blive gode eller onde fra den ene dag til den anden. Det er en langsom gradvis proces, og hvis man ikke siger fra over for de små ting, finder man hurtigt sig selv i en dødsensfarlig spiral, som kan være umulig at undslippe.

Hvis nogen læser denne tekst, vil i så ikke gøre noget for mig? Læs Man’s Search for Meaning! I har et ansvar i at læse den! I det mindste så lyt til lydbogen som jeg linker til herunder. Det er en ganske kort bog som alle skulle kunne komme igennem, men den giver utroligt indblik i hvad det vil sige at være menneske, både på godt og ondt.

Jeg vil efterlade jer med noget af det der (efter min mening) er det smukkeste som Frankl har skrevet. Han skrev det imens han var fange i Auschwitz, og han finder trøst og mening i tankerne om sin kone. På det tidspunkt, hvor han skrev det, vidste han ikke, at hun allerede var død og havde været død i noget tid.

“For the first time in my life I saw the truth as it is set into song by so many poets, proclaimed as the final wisdom by so many thinkers. The truth – that Love is the ultimate and highest goal to which man can aspire. Then I grasped the meaning of the greatest secret that human poetry and human thought and belief have to impart: The salvation of man is through love and in love.”