ALEISTER CROWLEY
Success is thy proof.
7/7 2019
“Do what thou wilt shall be the whole of the law.”
Aleister Crowley er et godt bud på den måske mest misforståede mand fra det 20’ende århundrede. Han trollede datidens religiøse og konservative samfund med stor succes, men endte dermed også med at skabe et ry, der skulle vise sig at være umuligt at slippe af med igen. Jeg har aldrig set eller hørt noget om manden, der viser et bare nogenlunde fuldkomment billede. Tit svinger det fra absurde rygter og så til direkte løgnehistorier. Jeg vil prøve at gøre ham den ære i denne tekst at holde mig fra alt det nonsens der som regel omfavner hans person.
Han levede mange forskellige og vilde liv. Han var okkultist, bjergbestiger, profet, videnskabsmand, poet, skakspiller. Hvor end han tog hen, skabte han røre og forargelse. Han var totalt moralsk anarkisk, komplet skør, men genial.
Han kan til tider være fuldkommen umulig at læse. Specielt hvis man samler den forkerte af hans bøger op. Ved første øjekast vil det mest af alt ligne et rod af ord beregnet til at skulle fornærme læseren, men med den rigtige tålmodighed gemmer der sig bag ordene en verden af rigdom og skatte, der langsomt åbner sig op. Der er et magisk univers i hans bøger.
Jeg forsvandt ind i Crowley og i okkultisme i mine start 20’ere. Efterlod det et par år efter og har aldrig rigtigt kigget tilbage. Det kan være et rabbit hole og man skal passe på at man ikke mister sig selv på rejsen.
“Love is the law love under will.”