Livet er ikke som i filmene. Livet, er meget sværere.

Cinema Paradiso er en italiensk film fra 1988. En film der handler om ungdommen og om filmens evindelige magi og det er en ganske smuk og bevægende film hvis du spørger mig.

Mest af alt handler den om mistet kærlighed. Kærligheden, der slap gennem hovedpersonens fingre, og om venskabet mellem en ældre mand og en ung dreng, om det at ofre sig for hinanden.

Det er en fantastisk mængde dybe læresætninger om det at blive voksen i denne film, og den er fyldt med mindeværdige og rørende scener. Hver gang jeg ser den sidste scene, er det stadig så hårene rejser sig i nakken på mig. Jeg kan alvorligt sige at det er den eneste film som jeg i mit voksne liv har siddet og grædt til. Jeg troede ellers jeg var færdig med den slags. For mig at huske har jeg ikke grædt til en film siden jeg som barn så “Skønheden Og Udyret” ude hos min morbror. Men der skete noget inde i mig i første gang jeg så den. Jeg var simpelthen ikke i stand til at holde tårerne tilbage. Det er fantastisk, når man finder ting som kan overraske en på den måde.

Den har også et mesterligt soundtrack, lavet af selveste Ennio Morricone. Et af dem jeg altid vender tilbage til. Så snart jeg hører det, så tager det mig direkte tilbage til første gang jeg så filmen. Det er en af mange ting, der binder filmen sammen til det mesterværk, som den er.

Hvis du har tænkt dig at se den, så vælg den originale version på 123 min og ikke director’s cut-versionen på 170 min. Nogle ting er bare bedst efterladt usagt.