Les fleurs du mal.

Jeg var vild med Baudelaire som ung mand. Dengang da jeg var vred, liderlig, sønderknust, beruset og konstant svingede mellem at være enten manisk eller deprimeret. Hans poesi var som sød musik for min udpinte og torturerede sjæl, og jeg elskede at vælte mig rundt i den melankoli som det hele medførte. Heldigvis kom jeg igennem de år forholdsvist uskadt, og depressionerne og manien lurer ikke længere i korridorerne på mit sind, som de gjorde det dengang.

Baudelaire skriver til de værste sider af livet, de ting som vi hader mest ved os selv. Han tager dem og ophøjer dem til noget heroisk, noget smukt. Han er brænde på bålet til enhver, der føler sig misforstået. Han skriver hovedsageligt til mænd, unge mænd der føler sig desillusioneret med livet og verden omkring dem, og enhver ung mand bør i sit liv læse Baudelaire.

Ungdommen er skabt til sådanne ting, og personligt ville jeg ikke have haft det på nogen anden måde. For en del af det at blive ældre er også at lære at kunne give slip på det had og den bitterhed som ungdommen bringer med sig.