Krigen der skulle gøre en ende på alle krige.

Det er i dag 101 år siden første verdenskrig lakkede mod sin afslutning og freden blev indgået. Den fred, der sidenhen skulle komme til at betyde så meget for så mange mennesker.

Da jeg var yngre, var jeg besat af 1 verdenskrig. Besat af tanken om livet i skyttegravene. Jeg havde sikkert aldrig klaret det, men man har vel lov til at fantasere om den slags, man har vel lov til at romantisere. Der var sikkert intet smukt ved dem, men hvor kom der meget smukt ud af dem. Jeg blev draget ind i alle romanerne, skrevet af folk som var der. Robert Graves – Goodbye To All That, Charlie May’s – To Fight Alongside Friends, Céline’s – Journey To The End Of The Night, Hemingway’s – A Farewell To Arms. Hvor mange forfattere og kunstnere der gik til grunde i skyttegravene er ikke til at vide, men der var en flok der blev født ud af dem. En tabt generation.

Første verdenskrig var den gamle verden, der mødte den nye. Optimismen under The Belle Epoque blev forvandlet til pessimisme. Det var konflikten hvor menneskeheden mistede sin uskyld, hvor hver mand blev reduceret til statistik og døden blev forvandlet til en maskine, hvor millioner af mænd blev skovlet ind i på samlebånd. Æren og heltemodet, rendte direkte op mod maskingeværet, og tabte. Mange af dem, der skulle komme til at betyde noget i den næste store krig, fik deres spæde begyndelse i første verdenskrig. Hitler, Churchill, Mussolini, de etablerede deres navne her.

Lest we forget.