Jeg har vandret over tågehavet.

Den altoverskyggende romantiker. Episk, storslået, magisk, kraftfuld og bombastisk – det er Wagners musik – men samtidig så ømt og så smukt som noget kan være. De siger at musikken døde i 1883 med Wagner og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret.

Folk bliver grebet af hans musik mere end nogen anden. Man bliver simpelthen besat af hans musik og ofte forbliver det en besættelse, som følger en igennem resten af livet. 

Og nej, jeg har ikke tænkt mig at skrive om den periode, som ikke må blive nævnt. Jeg har ikke tænkt mig at kaste mere mudder efter hans navn. Det har der været nok af, fra begge sider.

Hvor kan det blive udmattende at alt i denne verden skal trækkes igennem en sø af skidt og møg. At ingen kan se de ting for hvad de egentlig er. At ingen kan mærke, føle. Uden at tænke. Uden at rationalisere og dekonstruere. Føl for helvede! Mærk! Til helvede med alt andet!  Gi dig selv hen og lad dig overmande. 

Jeg har besøgt Bayreuth, har vandret over tågehavet, stået på toppen af de tyske alper. Jeg har skuet ud over de schweiziske bjergsøer, har rejst hans verden tyndt i min søgen efter at finde hvad der inspirerede ham til at skrive så smukke stykker musik.

Til næste sommer vil jeg tage af sted igen. Til Bayreuth, og jeg skal se Tannhäuser operaen, det eneste sted i verden hvor det er meningen den skal ses, og jeg skal leve.