Jeg er hjemme, og jeg er lykkelig.

Ideen med disse indlæg er at skrive om nogle af de ting, nogle af de mennesker, der har været med til at gøre mig til den jeg er, for det er det der ligger tættest på mit hjerte. Et af de mennesker er Rachmaninov. Rachmaninov… Den inkarnerede russer, for intet musik skriger Rusland til mig stærkere end Rachmaninov gør.

Rachmaninov blev som så mange andre jaget ud af Rusland af bolsjevikkerne. Det har altid været problemet med de totalitære samfund. De slukker langsomt drømmene, kreativiteten, flammen i folks hjerter. Jeg siger ikke at vores samfund til tider ikke gør det samme, og jeg siger heller ikke at vores samfund ikke har problemer. Vi har problemer op til halsen og mere, men i det mindste lever vi i et samfund hvor Rachmaninov fik lov til at skrive og spille sin musik, og det er nok også det bedste vi har kunne håbe på.

Han kæmpede sine kampe, i livet og med musikken. Det har sikkert ikke været let, for sådan er det jo ofte med genier. Han var sygeligt perfektionistisk og mange gange gjorde hans selvpålagte manglende evner ham dybt ulykkelig og stærkt deprimeret. En af de depressioner varede i tre år, hvor han havde skriveblok og komponerede næsten intet. Han beskrev sig selv i den tid som ”En mand, der havde fået et slagtilfælde og havde mistet brugen af hovedet og hænderne.”

Jeg kan spejle mig i den sætning, og det er en forfærdelig tilværelse, men samtidig er det også en heroisk og selvopofrende oplevelse at kæmpe sig ud af igen. Jeg synes at den selvopofrelse skinner igennem i hans efterfølgende musik, og jeg synes kun at den vokser i intensitet og styrke af den grund.

Det kan føles som om jeg er alene, af og til, men jeg er aldrig alene, når jeg mærker efter, når jeg lytter efter. Når jeg lytter til Rachmaninov, er jeg hjemme, der hvor jeg hører til, og jeg er lykkelig.