Have you the stomach for greatness?

En magiker, en prankster, en myte. Det er nogle af de ord man kan sætte på Orson Welles. Han udåndede visioner og selvtillid og er en god kandidat til det mest fascinerende menneske fra det 20’ende århundrede.

Han var et vidunderbarn og havde allerede som ung sat sit aftryk på flere forskellige områder. Fra teatret, til radio og senere på det store lærred. Som kun 25-årig lavede han filmen Citizen Kane og var dermed den mest omtalte mand i USA.

Welles var headhuntet direkte ind i Hollywood og blevet givet hvad der generelt anses for den bedste kontrakt der nogensinde var blevet tilbudt en filmskaber. Han fik total kunstnerisk frihed på sin film.

De siger man kan lære alt der er værd at lære om filmproduktion ved at se Citizen Kane. Welles var gået ind i projektet med en total uvidenhed om hvordan man skruer en film sammen og slap på den måde af sted med enorme tekniske fremskridt. Ved ikke at vide hvad der var umuligt, kunne han forsøge at filme alt han kunne tænke sig til i sine drømme. Modsat mange af sine ligesindede havde han ingen frygt for at blive kritiseret for at have mislykkedes og havde absolut ingen skrupler over hvem han trådte over tæerne hen af vejen.

Han var nådesløs i sin kritik af systemet og fornærmede hurtigt de forkerte mennesker, som resulterede i at han efter Citizen Kane gang for gang måtte kæmpe for retten til sine film og fik aldrig tildelt den samme frihed igen. Han var for meget for Hollywood. Hans ideer og visioner for store.

Efter han blev smidt på porten af Hollywood måtte han resten af sit liv kravle på sine hænder og fødder for at få finansiel støtte til sine film. I mellemtiden blev han en slags forløber for independent cinema. Ikke ud af lyst, men ud af nødvendighed. Hans film var sjældent en økonomisk succes men de fleste står i dag som klassikere og Orson Welles er sidenhen blevet betegnet som en af de mest betydningsfulde instruktører der har levet.

Af andre Orson Welles film vil jeg klart anbefale Chimes at Midnight og F for Fake. To film han lavede hen imod slutningen af hans liv. Og herefter runde af med et klip fra F for Fake som indeholder et af de (ifølge mig) mest dybtgående øjeblikke i filmhistorien.