Et sidste digt til ære for Yeats.

Hvad er det bedste digt, der nogensinde er skrevet? Tåbeligt spørgsmål ville de fleste nok tænke. For mig er svaret Sailing to Byzantium af William Butler Yeats.

Yeats skrev Sailing to Byzantium da han var blevet en gammel mand, han havde fået et dårligt helbred, og havde affundet sig selv med en stille tilbagetrukket tilværelse i sin sidste tid. Han havde vundet alle de priser, man kunne vinde på det tidspunkt, blandt andet Nobelprisen i litteratur. At der var i denne tid, han skulle skrive nogle af hans allermest anerkendte digte, var der nok ikke mange der havde regnet med, men Yeats formåede på sine gamle dage at genopfinde sig selv og de digte som han skrev var ulig noget han før havde skrevet.

Jeg hader enhver analyse af poesi og litteratur og har altid gjort det, digte er levende og når du dissekerer noget der er levende så dræber du det. Digtene er der jo allerede så hvorfor gøre det? Forstår man ikke et digt, er der heldigvis tusindvis af andre, man kan kaste sig over. At skrive digte er jo netop at skrive om komplekse følelsesmæssige ting på en simpel måde, sådan så man netop kan forstå det, måske ikke igennem hovedet men gennem hjertet. Ens hjerne kan ikke forstå det, men ens hjerte og sjæl kan, fordi digte er hjertets og sjælens sprog.

Som sådan er det ikke noget vidunder at jeg aldrig blev til noget i skolen, at jeg kedede mig gevaldigt og altid sad og dagdrømte alle timerne væk, jeg havde digte i hovedet og det var der ikke nogen der kunne forstå. Der er intet som at læse et digt igen og igen, gøre det til et punkt hvor man til sidst kan det udenad, så man kan recitere det inde i ens eget hoved eller sige det stille for en selv imens man går på gaden med folk omkring en. Alle kender den følelse fordi de gør det med musik, der er ikke mange der gør det med digte, men det er i bund og i grund den samme øvelse. Der er ikke mange ting jeg har nynnet for mig selv så meget som Sailing to Byzantium.

Yeats besøgte aldrig Byzantium, kun spirituelt nåede han dertil, men jeg har været der. Jeg har siddet på gulvet midt i Hagia Sophia og kigget op på guldmosaikkerne, alt imens jeg kunne høre præstenes sang og alt imens jeg kunne mærke hvad Yeats mærkede, da han skrev de smukke linjer, skønt han var flere tusinde kilometer væk da han skrev dem. Jeg sad på det gulv i hvad der lige så godt kunne have været en menneskealder, for al tid gik i stå imens jeg sad der, og det var som om at jeg brød ud af min krop og svævede langt over Hagia Sophia i Bosporusstrædets gyldne lys, og jeg kunne høre hvordan præstene nu sang ude i Byzantiums gader, og jeg kunne se hvordan flagene blev hejst over Byzantium en sidste gang, en sidste gang til ære for Yeats.