Der er nu stadig intet som at skrive.

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.”

Sådan starter A Farewell To Arms. Hemingways erindringer om hans tid i krigen, der skulle gøre en ende på alle krige. Har du nogensinde læst noget smukkere? Læst noget enklere? Det er poesi. For mig er det poesi. Hemingways tekster er som et vandløb. De er levende, fuld af bevægelse.

Jeg startede med at læse Hemingway dengang jeg var i start 20’erne og var kommet igennem det meste Bukowski. Jeg vidste, at han altid havde været en stor inspirationskilde for ham den gamle. Og besluttede mig for at købe et eksemplar af A Moveable Feast, hans sidste bog. Derefter gik jeg tilbage og startede fra en ende af med at læse The Sun Also Rises. Fællestrækkene med Bukowski er også åbenlyse. Hemingway havde sin tyrefægtning. Bukowski sine væddeløbsheste. Begge levede et liv i druk, vold, kærlighed til kvinder, begravet i deres skrivemaskine og altid på jagt efter den sande sætning. Det lykkedes dem begge at skabe deres egen stil, som viste sig at være næsten umulig at duplikere. De satte sig for at ruske op i det etablerede system og ødelagde sig selv i forsøget.

Hemingway var en sand verdensmand. Søgte imod og blev draget af konflikter. Der er ikke nok spalteplads i verden til at huse alle hans udskejelser og det ville tage et halvt liv at samle det hele i denne tekst. Så det har jeg ikke tænkt mig at prøve på. Han brændte derudaf for fuld skrue, indtil det hele pludselig var forbi. Da han som 61-årig skød sig selv i hovedet med hans yndlings jagtgevær.

Jeg ved at jeg ikke har noget specielt talent for det skrevne ord. Jeg er ikke i stand til at omdanne mine følelser og mine oplevelser til ord som så mange andre, jeg kan ikke finde ordene. Jeg ved at de er dernede et sted, men det er som om at jeg ikke kan nå ned og gribe dem. Hemingway sagde altid, at det bedste man kunne gøre med sit liv var at skrive. Skrive om nogle af de ting der griber en og som man er nødt til at undersøge nærmere. Bare forsøge at få noget af det ned på papiret. Og i sandhed ved jeg ikke hvordan jeg nogensinde skulle finde ud af hvad jeg syntes om noget som helst hvis jeg ikke kunne skrive om det. Det er i øvrigt hvad det her lille eksperiment går ud på. Det er mit beskedne forsøg på at finde ud af hvad jeg mener om tingene.

Jeg vil slutte med en lille sætning. Noget som Hemingway engang sagde om det at skrive:

“After you are finished reading a good book you will feel that it all happened to you and afterwards it all belongs to you: the good and the bad, the ecstasy, the remorse and sorrow, the people and the places and how the weather was. If you can get so that you can give that to people, then you are a writer.”