Til dem som malede med lyd.

Efteråret er over os, og snart vinteren. Så nu skal det handle om, ikke som man måske kunne tro, billedkunst, men nærmere impressionismen i musikken.

Den klassiske musik har altid været min egentlige passion. Der findes intet over. Så jeg har tænkt mig at gennemgå nogle af de forskellige stilperioder i disse indlæg, og hvorfor ikke starte med impressionismen, hvis man overhovedet kan kalde det en stilperiode.

Klassisk musik giver mening, musik i sig selv, men især klassisk musik. Min krop fyldes med mening, når jeg lytter til Ravel eller Debussy. Hvem kan overhovedet stille spørgsmålstegn ved det? For mig er det ubestrideligt. Jeg kan ikke finde ordene til at udtrykke det med. Min sjæl ved det bare. 

De impressionistiske stykker beskriver stemninger og atmosfærer. Man hører vandløbet løbe, man kan se sneen falde for sig, fornemme solen kigge frem mellem træerne, mærke indtrykket gennem lagene i musikken. Musik som er fuld af former og farver. 

Det hele er skabt af nogle få personer som med deres uendelige nysgerrighed. deres vilje til at udforske det ukendte, til frygtløst at bevæge sig steder hen hvor andre aldrig havde bevæget sig hen. var i stand til at skabe en helt ny retning. Ravel, Satie, Saint Saens, Vaughan Williams, Faure, Debussy… altid Debussy. Hvor malerne malede med lys, malede Debussy med lyd.

Jeg føler mig så heldig at jeg lever i en tid og et sted hvor der findes så meget skønhed. Det er så overvældende, så usandsynligt, og så sårbart.

Jeg har lavet en playliste med nogle af mine yndlings stykker.

link til playliste

Og her til sidst en lille variation af Satie’s Gymnopedie No. 1.