Blandt oliventræerne og under stjernenatten.

Van Gogh har altid haft et specielt sted i mit hjerte. Jeg kan kigge ind i Van Gogh’s malerier for evigt, og når jeg gør, så gør det mig varm indeni.

Hans liv var indfald – impuls – ren lidenskab. Hvordan kunne denne elendige, ulykkelige, ydmyge mand male malerier med så vidunderlige farver og former, hvor alting er så levende, fuld af bevægelse og med sådan en enorm glæde og lykke. Han må have følt dybere, følt mere, han må have set alting klarere. 

Da jeg var midt i mine tyvere kørte jeg Frankrig rundt. Jeg havde købt en gammel Citroen varevogn, som jeg boede og sov i. Jeg kørte rundt i alperne og boede langs de mange azurblå alpesøer. Jeg boede langs kysten i Marseille, og jeg kunne se til Chateau D’if, hvor Edmond Dantès blev til greven af Monte Cristo, og så selvfølgelig også i Paris… jeg længes sådan tilbage til min tid i Paris. Jeg parkerede og sov langs de røde valmuemarker fra første verdenskrig og langs de lilla lavendel marker i Sydfrankrig. Cézannes verden. Der hvor Van Gogh gik til hundene, hvor han fandt sine hvirvler. Jeg har været der, blandt oliventræerne og under stjernenatten. Omringet af hans iriser, og de blomstrende mandeltræer. 

Som så mange af de bedste døde Van Gogh fattig, misforstået og alene.- Her endte han sammen med folk som: Poe, Baudelaire osv. Alle sammen blev de kastet fra af den verden som de levede i, alle sammen opnåede de kun berømmelse og anerkendelse efter deres død. Van Gogh er og bliver den måske bedst kendte blandt den flok.