Ondskabens banalitet eller banalitetens ondskab.

For nogle år siden faldt jeg over denne lille obskure svenske dokumentar fra 1989. Undergångens Arkitektur hedder den og det er en gennemgående skræmmende film.

Den beskæftiger sig med æstetikken, kulturen, symbolikken og følelserne, der omringede det tredje rige og kulten omkring Hitler. Den giver efter min mening mere indsigt i nazisternes tankegang og deres besættelse af race, renhed, skønhed og styrke end noget andet af alt det materiale omkring 2 verdenskrig, som jeg igennem årene har tygget mig igennem.

Ud over det giver den en total dissektion af nazismen og dens fremgangsmåde. Oprydningen og rengøringen af samfundet som helhed, især fabrikkerne. Hvor man for at slippe af med rotter og insekter brugte gas (i et nærmest grusomt ironisk skæbneforløb blev samme gas senere brugt i kz-lejrene). Hvordan man senere overførte de samme ideer om renhed og skønhed til mennesket. Startede med at rydde op blandt de handicappede og de psykisk syge. Først igennem sterilisation og senere gennem systematisk massemord. Hvordan man langsomt udvidede begreberne til at sidst indkapsle alt der afvigende bare en lille smule fra normen. Jøder, politiske modstandere, romaer, slavere, alle de såkaldte undermennesker, alle der ikke passede ind i nazisternes verdensbillede. Hvordan man tvang dem sammen under umenneskelige forhold. lod dem leve i deres eget skidt og møg, uden sanitet, uden ordentlig ernæring og drikkevand. Plyndrede dem for deres frihed og værdighed og derefter brugte det imod dem som bevis på, at de i var uciviliserede dyr, rotter og parasitter, der spredte deres forfald ud over Europa. Senere blev de evakueret mod øst, og alle ved hvordan den historie sluttede.

Alt sammen nøje overvåget af tidens mest respekterede og intellektuelle hoveder. Ondskabens banalitet kom det senere til at hedde. Læger, psykologer, videnskabs og embedsmænd. Der fra deres skrivebord sørgede for at unævnelige ting blev ført ud i livet. Som et tydeligt billede på at moral og medmenneskelighed ikke nødvendigvis kan tilskrives de kulturelle og de intellektuelle. Det er noget andet der skaber det gode i det menneskelige hjerte.

Den beskriver det komplekse system, der gjorde det hele muligt. Et system af hemmeligheder, løgne, bedrag og benægtelse. Fuld af nyttige idioter. Hvor næsten al idealisme gik i forrådnelse og hvor gode folk skridt for skridt accepterede tingene, modvilligt men uden protest. Indtil de til sidst havde solgt deres sjæl.

Til sidst vil slutte af med at sige at fortællingen om nazismen egentlig er fortællingen om os selv. Hvad vi er villige til at gøre under de rette omstændigheder. Og at det er vigtigt at have de ting med, hvis vi nogensinde skal have mulighed for at stoppe ondskaben, når den igen kommer krybende.

Og med den mere eller mindre banale konklusion vil jeg her overlade scenen til Undergångens Arkitektur. Her er den i alt dens grusomhed, oversat til engelsk.

Link til film