Alle disse øjeblikke vil gå tabt med tiden.

Blade Runner fra 1984 er enhver film skabers våde drøm. Filmteknisk er den så langt før sin tid at intet andet når den til sokkeholderne.

Jeg har set meget få film, der er så visuelt smukke som Blade Runner. Den er et kunstværk og 34 år senere holder filmen stadig. Den ligner en moderne film, eller rettere det gør den ikke, for de fleste moderne film ligner bræk. Jeg ved ikke præcist hvornår det begyndte at gå galt, men det må have været et sted omkring årtusindskiftet. Blade Runner er lavet i hvad jeg vil kalde den gyldne periode for special effects. Med den perfekte kombination af practical effects og med meget sparsomt computergrafik.

Vangelis soundtracket er en præstation i sig selv. Det er en lektion i lyddesign fra start til slut. Det er ren atmosfære, som giver filmen en drømmeagtig stemning. Det er den slags musik man kun kan få ved at give en kunstner fuldstændig frie tøjler sammen med de færdige optagelser af filmen. Det lykkedes ham at lægge en helt ny følelsesmæssig virkelighed ovenpå en allerede tæt pakket film.

Se filmen, eller prøv at lægge dig til at sove med Blade Runner soundtracket kørende i baggrunden, og du vil opleve en rejse ind i en anden verden.