Blog – NFTR

Elia Kazan var en kontroversiel figur, men han var også en umådelig dygtig og indflydelsesrig instruktør. Han opdagede både Marlon Brando og James Dean, og gjorde dem til stjerner, hvis popularitet kun steg, som tiden gik, og det var sammen med blandt andet dem, at han lavede nogle af Hollywoods mest ikoniske film. [….]

Hvad er det bedste digt, der nogensinde er skrevet? Tåbeligt spørgsmål ville de fleste nok tænke. For mig er svaret Sailing to Byzantium af William Butler Yeats. [….]

Jeg har aldrig rigtig læst Edgar Allen Poe’s noveller, ikke rigtigt. Jeg aner ikke noget om hvorvidt han er god til at skrive uhyggelige historier der sender et gys ned gennem ryggen på en, det tænker jeg at han sikkert er. Det eneste jeg ved, og ved med sikkerhed. Det er at han kan skrive digte og at han virkelig kan skrive digte. [….]

Jeg var vild med Baudelaire som ung mand. Dengang da jeg var vred, liderlig, sønderknust, beruset og konstant svingede mellem at være enten manisk eller deprimeret. Hans poesi var som sød musik for min udpinte og torturerede sjæl, og jeg elskede at vælte mig rundt i den melankoli som det hele medførte. Heldigvis kom jeg igennem de år forholdsvist uskadt, og depressionerne og manien lurer ikke længere i korridorerne på mit sind, som de gjorde det dengang. [….]

Hvor skal jeg overhovedet starte, igen. Hvordan, hvorfor skal jeg overhovedet begynde på noget så tvivlsomt. Jeg kan ikke skrive en eneste linje om Shakespeare. Jeg kan ikke analysere noget af det, som han har skrevet. Jeg kan kun lytte til ham tale til mig gennem hans mange finurlige og rige karakterer. [….]

“There is but one truly serious philosophical problem and that is suicide.” Sådan starter Albert Camus sin bog, Myten om Sisyfos. [….]

Jeg ville skrive et oplæg om Genesis P. Orridge og Psychic TV men jeg har svært ved at forestille mig at jeg ville kunne gøre det bedre end dette tv program gør det. Psychic tv var en institution, og i denne video var de på deres absolutte kreative højdepunkt. [….]

Kahlil Gibran, digteren og filosoffen, min dristige følgesvend. Du har lært mig mangt og meget. Gennem dig har jeg fundet kærlighed i ensomheden. Jeg har fundet glæden ved at blive forbigået og hånet, og skønheden i stormen omkring mig. Jeg vil altid have dig, dine tanker og dine digte med mig. De vil aldrig kunne blive taget fra mig. Kun med alderdommen vil de forsvinde fra mit sind, men aldrig fra mit hjerte. [….]

Gennem de sidste år er det sprunget frem med forskellige historiske podcasts. History and Literature, The Ancient World, Hardcore History, Revolutions, for bare at nævne nogle få. Alle de podcasts er gode og jeg har bestemt været glad for at lytte til dem, men for et år siden udkom der en podcast der slår dem alle på både indhold og produktion – The Fall Of Civilizations. [….]

Stephen Crane er en forfatter og digter, der har udviklet sig til at være en af mine favoritter igennem de sidste 2 år. Han døde kun 28 år gammel, men det han opnåede i sit korte liv blev et vendepunkt i amerikansk litteratur og en helt ny måde at skrive på. [….]

Amadeus er en periodefilm centreret omkring oplysningstiden, den klassiske periode, og med Mozart og den klassiske musik som omdrejningspunkt. Så kunne recepten vist ikke passe mig meget bedre, og det er også derfor at det er blevet en af mine yndlingsfilm. [….]

Jeg har besluttet mig for at skrive om nogle af de største filmskabere igennem tiden. Tidligere har jeg skrevet om Orson Welles, så jeg tænkte, at jeg denne gang ville bevæge mig lidt tættere på herhjemme og skrive om en af “the all-time-great’s” fra vores naboland, nemlig Ingmar Bergman. Som menneske var Welles måske større end sine film, og hans film større end livet, men Bergman… Bergman var menneskelig, han var den almindelige mands historiefortæller. [….]

Ideen med disse indlæg er at skrive om nogle af de ting, nogle af de mennesker, der har været med til at gøre mig til den jeg er, for det er det der ligger tættest på mit hjerte. Et af de mennesker er Rachmaninov. Rachmaninov… Den inkarnerede russer, for intet musik skriger Rusland til mig stærkere end Rachmaninov gør. [….]

The World at War er en dokumentarserie fra 1973. Det er en metodisk gennemgang af 2 verdenskrig fordelt over 26 afsnit. Ligesom serien Civilization står den for mig som noget af det største der er blevet lavet indenfor genren. [….]

Sidst skrev jeg om Aleksandr Solsjenitsyn, der overlevede Sovjetunionens gulag fangelejre. Denne gang tager vi en tur til den modsatte ende af det politiske spektrum for grusomheder. Til Viktor Frankl og til hans tid i Nazi-koncentrationslejrene. [….]

Når jeg tænker på Aleksandr Solsjenitsyns liv, så tænker jeg på et citat der er blevet tilskrevet Orwell, skønt der ingen beviser er på at han nogensinde sagde det “I en tid fyldt med universelt bedrag, bliver det at fortælle sandheden, en revolutionær handling.” Solsjenitsyn er et levende billede på det citat. [….]

Pablo Neruda. Den gamle kommunist og romantiker. Poeten, kunstneren og politikeren, men som han dog kunne skrive og elske. Jeg opdagede et af hans digte ved en tilfældighed, og lærte dermed en verden af lidenskab og kærlighed som jeg aldrig havde stødt på før at kende. [….]

Den originale coming of age film. Historien om at vokse op. Om den første kærlighed, de første venskaber, alt det der betød så meget og som aldrig kommer igen. Ungdommen er så…. Den er så… flygtig. Så forbandet hurtigt væk. På mange måder når man slet ikke at se det hele flyve forbi. [….]

Van Gogh har altid haft et specielt sted i mit hjerte. Jeg kan kigge ind i Van Gogh’s malerier for evigt, og når jeg gør, så gør det mig varm indeni. [….]

Streetwise er en dokumentar om gadebørn i Seattle fra 1984. Det er et ægte, autentisk indblik i det liv, som utilpassede børn og unge levede på gaden i USA’s største byer i 1980’erne. Hvor stoffer, vold, kriminalitet og prostitution var en del af deres hverdag. Det var alt sammen ude i det åbne dengang, og der var ingen der gjorde noget ved det. [….]

Den altoverskyggende romantiker. Episk, storslået, magisk, kraftfuld og bombastisk – det er Wagners musik – men samtidig så ømt og så smukt som noget kan være. De siger at musikken døde i 1883 med Wagner og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret. [….]

Dick Proenneke er endnu en af mine personlige helte, og har været det siden jeg opdagede hans videoer på youtube i mine start 20’ere. [….]

To skuespillere, down and out. Er taget på ferie ved et uheld – Hermed er scenen sat til en af de mest absurde og aldeles morsomme komedie film jeg måske nogensinde har set. [….]

Når det kommer til film, så havde jeg på et tidspunkt en koreansk periode, jeg har altid haft forskellige film-perioder og Korea kan virkelig noget med film inden for crime genren. Filmen Memories of murder var mit første møde med genren, og er sidenhen blevet en film som jeg bliver ved med at vende tilbage til. [….]

Det er i dag 101 år siden første verdenskrig lakkede mod sin afslutning og freden blev indgået. Den fred, der sidenhen skulle komme til at betyde så meget for så mange mennesker. [….]

Blade Runner fra 1984 er enhver film skabers våde drøm. Filmteknisk er den så langt før sin tid at intet andet når den til sokkeholderne. [….]

Efteråret er over os, og snart vinteren. Så nu skal det handle om, ikke som man måske kunne tro, billedkunst, men nærmere impressionismen i musikken. [….]

Aleister Crowley er et godt bud på den måske mest misforståede mand fra det 20’ende århundrede. Han trollede datidens religiøse og konservative samfund med stor succes, men endte dermed også med at skabe et ry, der skulle vise sig at være umuligt at slippe af med igen. Jeg har aldrig set eller hørt noget om manden, der viser et bare nogenlunde fuldkomment billede. Tit svinger det fra absurde rygter og så til direkte løgnehistorier. Jeg vil prøve at gøre ham den ære i denne tekst at holde mig fra alt det nonsens der som regel omfavner hans person. [….]

Når jeg tænker på Once upon a time in America, så tænker jeg altid på rejsen, som jeg tager med karaktererne i filmen. Det føles for mig som om det er mine venner. Som om jeg var med dem dengang. Med dem på deres rejse. For hvem har venner som dem de havde da de var børn. Som dem, de voksede op og løb rundt i kvarteret med. [….]

Hvor skal jeg overhovedet begynde. Det her er serien, der satte guldstandarden for alle dokumentarserier. [….]

Så nåede vi til ham. Gode gamle hank. Charles Bukowski. [….]

Cinema Paradiso er en italiensk film fra 1988. En film der handler om ungdommen og om filmens evindelige magi og det er en ganske smuk og bevægende film hvis du spørger mig. [….]

Jeg er en sucker for en god periode film. Det er en specielt drilsk slange at tæmme. Men når der lykkedes, overgår de alt andet i min optik. Den franske film Ridicule fra 1996 er et sandt mesterværk indenfor genren. [….]

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.” [….]

For nogle år siden faldt jeg over denne lille obskure svenske dokumentar fra 1989. Undergångens Arkitektur hedder den og det er en gennemgående skræmmende film. [….]

En magiker, en prankster, en myte. Det er nogle af de ord man kan sætte på Orson Welles. Han udåndede visioner og selvtillid og er en god kandidat til det mest fascinerende menneske fra det 20’ende århundrede. [….]

Filmen Buffalo 66 er skrevet og instrueret af Vincent Gallo, som også spiller hovedrollen i filmen. Derudover har han også lavet soundtracket til filmen, som bestemt er et lyt værd. [….]

For noget tid siden genså jeg en af de film som har haft stor indflydelse på min ungdom. [….]

Her kommer vi til en af mine personlige helte. Jeg har mange helte. Nå ja, bevares, jeg har også nogle heltinder og dem kommer jeg nok til at skrive om en anden gang. Men nu skal det handle om en mand ved navn Fred Dibnah. [….]

Robert Hughes dokumentarserie The Shock Of The New var et vigtigt skridt på min vej imod at finde ud af hvem jeg er. [….]

Splendor in the grass.

Et sidste digt til ære for Yeats.

You are not wrong, who deem. That my days have been a dream;

Les fleurs du mal.

Skal jeg sammenligne dig med en sommerdag.

In the midst of winter, I found there was, within me, an invincible summer.

The bomb in the back-pocket.

Bjerge der brænder i natten.

Måske du aldrig har set sumerernes lertavler.

Oh, best little blade of grass.

Mozart! Mozart, forgive your assassin! I confess, I killed you…

Rejsen gennem sjælens tusmørkerum.

Jeg er hjemme, og jeg er lykkelig.

Down this road, on a summer’s day in 1944, the soldiers came.

Menneskets søgen efter mening.

Linjen der deler godt og ondt skærer gennem hjertet.

Tonight i can write the saddest lines.

Der løber et vildt blod igennem mine åre.

Blandt oliventræerne og under stjernenatten.

Giving blood there’s pain, falling in love there’s pain.

Jeg har vandret over tågehavet.

Dick Proenneke og en længsel efter ensomhed.

We’ve gone on holiday by mistake. Are you the farmer?

Minder om minder om mord.

Krigen der skulle gøre en ende på alle krige.

Alle disse øjeblikke vil gå tabt med tiden.

Til dem som malede med lyd.

Success is thy proof.

Sergio Leone’s egentlige mesterværk.

Imens vi venter på barbarerne.

The best often die by their own hand.

Livet er ikke som i filmene. Livet, er meget sværere.

Vivre libre ou mourir! Mon amie.

Der er intet som at skrive.

Ondskabens banalitet eller banalitetens ondskab.

Have you the stomach for greatness?

Vincent Gallo og filmen Buffalo 66.

Hvad hvis du ikke kan gøre dig selv lykkelig.

En forkert bevægelse, og du er død.

Ikke igennem argument, men igennem følelse.